Hvordan kan jeg genkende en hveps?
Hvepse kan forveksles med flere andre typer insekter, og det er derfor rart at vide hvad der kendetegner udseendet på en hveps.
De insekter, som hvepsen oftest forveksles med er bier og svirrefluer, som også findes i stort antal i Danmark.
Hvepsen er kendetegnet ved en lang krop, med en smal talje, og meget tydelige sorte og gule streger. Hvepse tiltrækkes af bl.a. søde sager og kød, og er derfor en hyppig gæst ved spisebordet, når man spiser på terrassen.
Bien er mere brunlig, og knap så aflang, som en hveps. Stregerne er ikke så tydelige, og den ser mere lodden ud. Bier vil normalt ikke søge hen til vores mad, og er sjældent nærgående.
Svirrefluer er nok dem, der oftest forveksles med hvepse. De har typisk samme kraftige gule og sorte farver, men afsløres af at de ikke har samme hvepsetalje, og flyver mere som en helikopter. De står helt stille i luften, og bevæger sig ofte i ryk.